Her på det sidste har jeg gået og spekuleret lidt.. Vi går allesammen (os der ikke har fundet personen endnu) og venter på at den såkaldt 'eneste ene'. Men for det første; findes den eneste overhovedet? ER der virkelig én person i verden som er skabt for mig, som jeg bare ved er den eneste når jeg møder ham? Det virker bare så vildt, synes jeg. Det kan jo være at han findes på den anden side af kloden så? Og at jeg aldrig nogensinde møder ham. Eller at jeg har mødt eller set ham, men bare ladet ham passere? Det kan være at vi har siddet i den samme bus, gået på den samme vej det samme tidspunkt, været i den samme butik, har en fælles ven eller et eller andet. Her forleden da jeg var med bussen til skole, og jeg bare sad og observerede menneskerne omkring mig, så jeg bl.a dette: En far til to piger sad lige ved døren i busen, og børnene spurgte deres far om ting og sager som han prøvede at svare så fornuftigt som muligt på. Han virkede som en sød og rar far. Ved et stoppested kommer der så en kvinde - omkring hans alder, lidt yngre - ind ad busdøren, og kommer til at støde ind i hans taske som står på gulvet. Hun rødmer og undskylder halv-leende, og han smiler stort til hende og siger at det ikke gør noget. De udvekslede et blik som var svært at vurdere, men det kunne godt ligne et forelsket blik. Men efter dette blik satte hun sig om bag i bussen, og han vendte tilbage til sine to døtre. Det er nok bare mig der overdriver, men i hvert fald faldt tanken mig ind; hvad hvis de to er skabt for hinanden? Hvad hvis dét var kærlighed ved første blik? Hvad hvis hun passede perfekt med ham, og ham med hende? Så er det bare så ærgeligt at de lader hinanden slippe væk. Og det er dét jeg går og tænker over; overvej hvor mange drenge/mænd jeg lader gå forbi hver eneste dag? Hvor mange man dveksler blikke - nogle gange endda smil (!) - med, men går forbi. Tænk hvis en af dem er den eneste ene? Det er bare virkelig en sørgelig tanke. For jeg vil virkelig gerne finde ham.. og jeg tænker lidt. Måske skal man gøre en større indsats for at finde ham. Måske skulle kvinden i bussen have snakket lidt med faren til de to døtre, og måske endda udveksle numre eller noget i den stil, hvorefter de senere hen kunne finde ud af enten at han/hun var perfekt for ham/hende. Og måske skulle jeg spørge drengen i toget om han ved hvad klokken er, eller noget i den stil, så jeg kan få et hurtigt indtryk af dem, og i lykkeligste tilfælde finde ud af at det er ham!
Men så tænker jeg også.. måske findes han ikke. Ham den eneste ene. Det tror jeg, helt ærligt, ikke. Desværre. Jeg tror at man kan passe utrolig godt sammen, og være meget forelskede i hinanden. Men jeg tror at ægte kærlighed skal arbejdes hårdt for. Jeg tror at man kan blive hinandens eneste ene, men jeg tror ikke at der findes en i forvejen.
Men hvis der gør. så skal jeg nok finde dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar